Af Gustav Stubbe Arndal
Hvis du nogensinde har set en kvinde, der er så forbløffende smuk, at din hjerne går i stå et øjeblik, så ved du, hvordan det er at være omkring Parthenope (Celeste Della Porta), hovedpersonen i Paolo Sorrentinos billedskønne og emotionelt vakkelvorne værk, hvor den prisvindende instruktør atter en gang mediterer over ungdom og skønhed i en serie af mere eller mindre fantastiske, men altid meget italienske, vignetter.
Parthenope fødes, som den mytologiske sirene, hun er navngivet efter, på middelhavets kyst – rettere bestemt i Napoli – og som ung voksen står det klart, at hun lever op til navnet. Få mennesker har set så smukke ud, som Celeste Della Porta gør foran Sorrentinos kamera. Fra top til tå, i og ude af tøjet, med hvert listige skridt og hvert forførende smil er selve filmen under hendes fortryllelse.
Det samme er alt og alle omkring hende. Hendes barndomsven forguder hende, hendes følsomme bror er måske lidt for tæt knyttet med hende, og byens rigeste mand sender tjenere og helikoptere for at bejle til hende. Hun er altid et blik og en udstrakt hånd fra at blive inviteret på middag, eventyr eller ægteskab.
En velhavende, alkoholiseret forfatter (spillet af Gary Oldman) spørger hende tidligt i filmen, om hun er klar over den effekt, hun har på folk. ”Jeg begynder at mistænke noget,” svarer hun, altid klar med en kvik bemærkning. Men er det et svar?
Fortryllelsen, Parthenope har på os, synes, som Medusas blik, at blive spejlet tilbage på filmen og dræne livet ud af den. Vi er forgabt i hende, men aldrig fordybet i hendes indre liv. Så smuk er hun, at samtaler forvandler sig til udvekslede replikker og filosofiske overvejelser, og næsten hver berøring bliver til en erotisk dans.
Det er nemlig én ting at værdsætte og studere skønheden i en havudsigt, en tøjstil, eller en bygning – og der er rigeligt med den slags at værdsætte her – men en anden, når det er et menneske. Når begæret kommer i vejen, og personen forsvinder bag en beundret krop. Den problemstilling forsøger filmen at komme ind på, men det lykkes aldrig, fordi dens hovedfigur så tydeligvis er mere idé end person.
Hendes passion er åbenbart for antropologi, og hun opnår akademisk succes som assistent til en stoisk professor – den eneste faderfigur i filmen, der hverken begærer eller dømmer hende det mindste. Men hvor stammer passionen fra? Og hvorfor kommer den aldrig til udtryk? Hendes speciale om mirakler i moderne samfund bliver blot en undskyldning for en seksualiseret kirketur motiveret af Sorrentinos katolske neuroser, mere end Parthenopes akademiske interesse.
Hun er, med andre ord, et redskab, filmskaberen anvender. Altid en muse, aldrig sin egen kunstner. En midaldrende mands fantasi om at være ung og gudesmuk og klar nok over det til at tage de chancer, sige de ting, og vove de oplevelser, man ”burde.” Men den mest velfotograferede, vellydende, velopsatte fantasi kan se, lyde og føles usand.
Man savner den humor, der opstår mellem sande venner. Den hjertevarme i flirt og forelskelse, som den napolitanske hede ikke hamler op med. Den usikkerhed og forvandling, der udgør ungdommen for de unge, langt mere end den abstrakte skønhed, ungdommen repræsenterer for gamle forfattere som Sorrentino.
Kommentarer